16. – 17. september AUDITION på Pinocchio
Det er næsten for godt til at være sandt, men vi lyver ikke!
I vinterferien 2024 spiller vi “Pinocchio” på Dronning Dorothea Teatret i Kolding, og uanset om du er sanger, danser eller skuespiller, så har du mulighed for at være med.
Vi skal bruge ægte drenge og piger i alle aldre (også de voksne drenge og piger) - med både store og små næser - så har du lyst til at være med, så skynd dig at melde dig til audition.
Historien handler om dukkemageren Geppetto, der inderligt ønsker sig en søn og derfor laver dukken Pinocchio ud af et stykke talende træ.
Pinocchio vil gerne være en rigtig dreng, men desværre er han en meget uartig trædukke, der sjældent lytter efter de voksne.
Han er impulsiv, lyver, tænker kun på sig selv, og holder ikke det, han lover, og det bringer ham ofte i uføre - men driver ham også ud på vilde eventyr.
Fårekyllingen Jesper og Feen med det blå Hår prøver at vejlede Pinocchio og passe på ham, men det er først, da Geppetto forsvinder i havet i et forsøg på at redde sin søn, at Pinocchio begynder at komme til fornuft.
For man kan ikke redde andre, hvis man ikke engang kan redde sig selv.
Pinocchio prøver at forandre sig, men spørgsmålet er, om det for sent til, at han kan nå at redde sin far og blive en rigtig dreng.
“Pinocchio” er en italiensk børnebog fra 1883 skrevet af Carlo Collodi.
Bogen blev meget populær, og i 1940 blev fortællingen om den talende trædukke udødeliggjort af Walt Disney, da hans filmstudie omsatte historien til tegnefilm.
Der er mødepligt både under alle prøver og selvfølgelig alle forestillinger.
Deltagelse i forestillingen på Dronning Dorothea Teatret kræver medlemskab af foreningen.
Information omkring medlemsskab og kontigent vil blive givet til læseprøven.
Prøveperioden starter med læseprøve tirsag d. 26. september og derefter følges øveplanen som kan hentes her: Prøveplan-Pinocchio
Premiere 9. februar kl 18:30, herefter forestillinger 2 om dagen fra 10. februar til 18. februar alle dage inklusiv.
Til selve auditionen skal du fremfører en kort monolog (1-3 minutters varighed) og synge en sang a capella efter eget valg.
Auditionen vil ca. vare 13 minutter.
Auditionen finder sted lørdag d. 16. og søndag 17. september
Adresse: Bygning 5 i Nicolai-komplekset, Skolegade 2D, 6000 Kolding
Vil du være med foran/bag/over/under scenen?
Er det med at stå på scenen ikke lige din ting – og kunne du stadig godt tænke dig at hjælpe til med f.eks. lys og lyd, scenografi, systue, regi, bar eller en af de andre grupper der er med til at skabe en forestilling så meld dig som frivillig i foreningen HER – vælg frivillig som tilmeldingstype
Vi glæder os til at se dig til audition
Laura er 26 år og bor i Kolding. Hun har en travl hverdag, hvor hun læser til pædagog og underviser i drama på Teaterskolen Kolding, og i sin fritid er aktiv på Dronning Dorothea Teatret.
Hun fik sin skuespiller-debut som blot 3-årig i en opsætning af “Nøddebo Præstegård” på det hyggelige teater i Zahnsgade, og har siden medvirket i utallige forestillinger.
Senest i foråret 2023, hvor hun henrykkede publikum med sin smukke sangstemme i GNAGS-musicalen “Burhøns”.
Med “Pinocchio” får Laura sin debut som teaterinstruktør, og hun glæder sig meget til at komme igang med at skabe en fantastisk forestilling sammen med de dygtige medvirkende både på og bag scenen.