Audition
Det store 90’er Quizshow
11. & 12. oktober

En teatralsk tidsrejse fyldt med hits, humor og høj puls!
Er du klar til at genopleve 90’ernes sprudlende musikunivers – med alt fra filmmusik og dansk rock til svenske popsensationer og eurodance-baskere?
Så er Det Store 90’er QuizShow måske noget for dig!
Forestillingen er en fusion mellem teaterkoncert og personfortællinger. Så udover masser af live sang og musik, dans og teatralske lag, er der fire gennemgående karakterer, der driver handlingen frem med tjekkede og sjove dialoger.
Vi er på udkig efter en bred vifte af personer med gå-på-mod, musikglæde og god energi.
- Studievært – Ole Mølgaard (selvfed, flamboyant, smart i en fart, godt temperament)
- Ole Mølgaard er quizshowets karismatiske, anti-metoo og noget selvcentrerede vært. Han er klar til at føre publikum gennem quizzen med stor selvsikkerhed og en god portion kækhed. Han er ”en glat ål”. Oles fokus nr. 1 er for alt i verden at lave godt fjernsyn. I det skjulte har han et crush på produktionens make-up artist.
- SYNGER OGSÅ I FORESTILLINGEN
- Quizdeltager – Jens Ørnstrup-Holm (helt gennemsnitlig mand, reel, nede på jorden)
- Jens, som er postbud, er ærketypen på ”den gennemsnitlige” mand. Han har en helt personlig årsag til at deltage i dette quizshow, hvor hovedpræmien er et krydstogt med Oslobåden.
- For 25 år siden var Jens på krydstogt på Oslobåden sammen med en ven. Da vennen ender med et galoperende udbrud af skaldyrsallergi (udløst af Oslobådens berømte skalddyrsbuffet) og må gå tidligt til køjs, går Jens alene i baren. Her møder han Inger-Bolette, som er parfume demonstratrice i taxfree shoppen. Det ender med deres (i hvert fald hans) livs nat og romance. Siden har Jens drømt sig tilbage til Oslobåden, men har aldrig haft råd…
- SYNGER IKKE I FORESTILLINGEN (MEN KAN FÅ MULIGHED FOR DET)
- Makeup artist – Bettina (tjekket, køn, intelligent, lidt sårbar)
- Bettina sørger for at få deltagerne til at se skarpe ud foran kameraet. Hun virker umiddelbart som den tjekkede type, der altid ser godt ud – også om morgenen – og som generelt bare har det nemt i livet. Men Bettina har lige mistet sin mor og er vokset op med en ukendt far, så bag det professionelle ydre gemmer der sig en sorg og en rodløshed. Bettina drømmer om at have kendt sin far; særligt nu da hendes mor er gået bort.
- SYNGER OGSÅ I FORESTILLINGEN
- Produktionsassistent – Jeanette (stresset, underdanig, lidt kikset og klodset)
- Jeanette er konstant på kanten af stress, mens hun prøver at holde styr på alt, der sker i kulissen. Hun er flyttet til storbyen fra provinsen og prøver med alt, hvad hun har at passe ind. Hun er dog noget udfordret, da hun egentlig ikke trives i større forsamlinger og med mange mennesker omkring sig. Jeanette har et stort pleaser-gen, og er generelt lidt kikset og febrilsk. Hun drømmer om at se ud som Bettina (makeup artisten) og være populær som hende.
- SYNGER OGSÅ I FORESTILLINGEN
- 6 Performere/karakterer – alle aldre og køn
- Det er performerne, der levendegør musikkategorierne i quiz’en - sammen med et professionelt band.
- Som performer kræver det, du mestrer én eller flere af følgende discipliner:
- Sang - levere stærke vokalpræstationer
- Dans – udføre koreografi med indlevelse, energi og udtryk
- Dramaturgi – have en skarp fornemmelse for det teatralske udtryk og stå skarpt i flere forskellige karakterer undervejs i forestillingen
Der er mødepligt både under alle prøver og selvfølgelig alle forestillinger.
Deltagelse i forestillingen på Dronning Dorothea Teatret kræver medlemskab af foreningen.
Information omkring medlemsskab og kontigent vil blive givet til læseprøven.
Prøveperioden starter med LÆSEPRØVE onsdag d. 12. november kl. 18 på Dronning Dorothea Teatret, Zahnsgade 53, 6000 Kolding.
Derefter kan du forvente 2-3 prøver om ugen samt et par weekend-dage om måneden.
Prøveplanen vil blive udleveret til læseprøven.
Inden da vil du blive bedt om at indsende minusdage i perioden 13. november 2025 – 29. marts 2026. Minusdage er de dage, hvor du på det givne tidspunkt ved, du absolut ikke vil have mulighed for at deltage i en prøve (eks. arbejdsvagter, bryllup, konfirmation). Prøveplanen vil blive udarbejdet med udgangspunkt i cast’ets minusdage – så vidt muligt. Proceduren skal sikre den mest optimale prøveplan med mindst mulig fravær.
Opløbsperioden starter mandag d. 30. marts 2026.
Fra dette tidspunkt og frem mod premieren forventes det, du kan have prøver hver dag (i hverdagene vil prøverne ligge om aftenen. I weekenderne fra morgen til aften).
Premiere 16. april - sidste forestilling 23. maj 2026.
I perioden er der forestillinger kl. 19.30 torsdage og fredage og 2 forestillinger lørdage Kl. 15.00 og 19.30.
Bemærk der er option på alle onsdage i periode som mulige ekstra forestillinger.
Audition afholdes i Nicolai Komplekset, Bygning 5, Skolegade 2C, 6000 Kolding, på følgende to datoer:
- Lørdag d. 11. oktober i tidsrummet 10-15
- Søndag d. 12. oktober i tidsrummet 12-18
Audition starter med undervisning i en koreografi, som fremvises i grupper for panelet.
Herefter gennemføres en solo audition, som består af en monolog og en sang.
Den samlede audition (dans + solo) vil have en varighed af ca. 2 timer inkl. ventetid.
Søger du specifikt og udelukkende på rollen som quizdeltageren, Jens Ørnstrup-Holm så vil audition i udgangspunktet foregå mellem 9:45 og 11 om lørdagen og mellem 11:45 og 13 om søndagen
SOLO AUDITION
Hvis du søger specifikt på én af de 4 gennemgående karakterer i forestillingen, skal du forberede en monolog. Monologen er den samme for alle 4 karakterer. Det er helt op til dig at betone og ”farve” den, så du synes, den passer til netop den karakter, du søger på.
Alle skal forberede og synge en forudbestemt 90’er sang (medmindre du specifikt og udelukkende søger på rollen som quizdeltageren, Jens Ørnstrup-Holm, og ikke ønsker at synge. I så fald kan du nøjes med at forberede monologen).
Der er i alt 8 numre at vælge imellem. 4, som ligger godt til kvindestemmer og 4, som ligger godt til herrestemmer.
Du skal synge til et track til din audition. Links til disse er at finde herunder. Her vil du også kunne finde lyrikken til numrene.
Hvert nummer er lagt ud i 3 forskellige tonearter – original, 1 tone ned og 2 toner ned. Således bør det være muligt for alle at finde en sang og en toneart, der rammer rimeligt spot on.
KVINDER
HERRER
DANSE AUDITION
Alle skal deltage i en danseaudition (medmindre du søger specifikt og udelukkende på rollen som quizdeltageren, Jens Ørnstrup-Holm. I så fald kan du nøjes med at forberede monologen).
Du vil blive undervist i en kort koreografi af vores dygtige og søde koreograf, Maria Engholm Simonsen. Hun vil med sikker hånd og en stor portion pædagogik undervise dig i koreografien, så du er klar til at vise den for audition-panelet efterfølgende.
Koreografien fremvises i grupper af ca. 6 personer - så du kommer ikke til at stå alene på gulvet!
Vi forventer ikke, koreografien sidder 100% i skabet, når den fremvises.
Udover teknisk dygtige dansere søger vi nemlig også personer, der kommer med god energi og udstråling, god musikforståelse og som ikke lader sig skræmme på trods af meget lidt eller ingen tidligere erfaring med dans og danseundervisning.
Det vigtigste – og det vi kigger efter - er personlighed, gå-på-mod og naturligvis en vis portion rytmisk sans.
VIDEOAUDITION
Hvis du er helt forhindret i at deltage fysisk til audition - hvilket vi kraftigt vil opfordre til, at du gør - kan du deltage via en videoaudition.
Betingelserne for videoaudition er de samme som, hvis du var mødt op - eneste forskel er, at det skal optages i stedet.
Der skal afleveres en eller flere videoer indeholdende sang, og monolog som beskrevet ovenfor og vi vil også gerne have lidt dans/koreografi medsendt.
Videoaudition skal uploades senest torsdagen før audition - mere info om hvordan det gøres i praksis vil komme på en manuel mail når vi er tættere på audition.
Vil du være med foran/bag/over/under scenen?
Er det med at stå på scenen ikke lige din ting – og kunne du stadig godt tænke dig at hjælpe til med f.eks. lys og lyd, scenografi, systue, regi, bar eller en af de andre grupper der er med til at skabe en forestilling så meld dig som frivillig i foreningen.
Vi glæder os til at se dig til audition

Luise Lee Falslund er en engageret og erfaren teaterkunstner, der har konceptudviklet og instrueret en række shows og teaterkoncerter for bl.a. Teater Malstrøm. Hun har netop – som den ene halvdel af en instruktørduo - udviklet og instrueret rock-teaterkoncerten - Rock’n’Glam. Hun har denne sommer desuden fungeret som koreograf på musicalen Klokkeren fra Notre Dame.
Med en baggrund som danser og performer har Luise selv stået på scenen utallige gange – især på Dronning Dorothea Teatret. Både i den klassiske teatersal og under åben himmel på amfiscenen. Hun har tidligere arbejdet som koreograf på teatret og brænder for at formidle fortællinger gennem en helhedsæstetik af musik, dans, sang og dramaturgi.
Luise er kendt for sit høje ambitionsniveau, sin kærlighed til det velgennemarbejdede og sin evne til at skabe både kunstnerisk kvalitet og glæde i processen. Hun elsker at arbejde med en mangfoldig gruppe af mennesker og har en stærk tro på, at de bedste resultater opstår i det fællesskab, hvor både individ og hold løftes.
Hun glæder sig til at ”komme hjem” til Dronning Dorothea Teatret, til at skabe teater i det charmerende hus og bidrage med sin passion og erfaring.

Michael Kristensen er sanger og guitarist i festbandet “Sku-vi-dua?” og det melodiske rockband, StillSkin.
Med en uddannelse som Musicalperformer fra Den Danske Scenekunstskole - Musicalakademiet, Fredericia, og Sanglærer fra Complete Vocal Institute, København, har han bredt kendskab til musikdramatik og mange års erfaring.
Dette er Michaels 5. produktion i Dronning Dorothea regi, og han glæder sig meget til projektet, for som han siger: “Dronning Dorothea Teatret er et dejligt sted at være. Stemningen er god, man er opgivet af ildsjæle, velvilje og arbejds-iver. Det giver nogle virkelig gode betingelser for at levere et godt produkt, såvel for os i instruktørteamet som for skuespillere, teknikere og alle de andre dygtige mennesker, der skal til for at en forestilling som denne skal lykkes.”
Tidligere har Michael været med til at skabe “Koldinghus Live” (Vocal Coach), “We Will Rock You” (Kapelmester), “A Night To Remember” (Vocal Coach & Musik) og “Midt om natten” (Vocal Coach & Musik).

Frederik Studsgaard har været en del af Dronning Dorothea Teatrets orkester siden 2016. Dette er hans 8. forestilling som kapelmester på teatret.
Frederik har som kapelmester stået for al arrangering af det instrumentale, direktion af sine orkestre og selv spillet guitar og andre strengeinstrumenter på forestillingerne.
“Dorothea er på en måde mit andet hjem. Her får jeg lov at eksperimentere med en masse forskelligt musik sammen med en række dygtige musikere. Det er altid en fornøjelse at være en del af teatrets forestillinger, hvor der altid er store ambitioner og ærekærhed om det at skabe et stærkt produkt. Alle involverede, lige fra skuespillere, teknikere og øvrige ildsjæle, lægger sjæl og flid i samtlige forestillinger, hvilket tilfører en helt igennem fantastisk stemning og samhørighed på - og bag scenen”.
Tidligere har han medvirket i Grease (Guitar), Den Eneste Ene (Guitar), Bamses Venner (Kapelmester), Elsker Dig For Evigt (Kapelmester), Eviva Espana (Kapelmester), Burhøns/Gnags (Kapelmester), Eventyr for Begyndere/TV-2 (Kapelmester), Nytårskoncert (Kapelmester) og Kvinde Kend Dit Mord (Kapelmester).

Maria Engholm har flere danseuddannelser bag sig - bl.a. Sceneindgangen i København og Die Etage i Berlin.
I Danmark har hun været danser i Foxy Ladies og koreograferet flere musicals, heriblandt “Sister Act”, “Kærlighed ved første hik” og “Hotel California”. Derudover arbejder hun som danselærer på Lunderskov Efterskole.
Det er Marias første forestilling på Dronning Dorothea Teatret og som det ægte 90’er barn hun er, glæder hun sig helt vildt til at koreografere “Det store 90’er quizshow” og hun siger: “Jeg elsker 90’ernes musik, da jeg er vokset op med den og tror at der bliver lige dele fest og nostalgi i denne forestilling for mig - og nok også for mange andre. Jeg glæder mig til at møde alle omkring Dronning Dorothea Teatret, da jeg elsker den helt særlige stemning, der er i lokale teaterforeninger. Der er altid sådan en livsglæde og en gejst, når man arbejder sammen omkring en forestilling. Så derfor glæder jeg mig bare til at se en masse skønne mennesker til audition, så vi kan feste sammen gennem 90’erne i denne forestilling!”.